Saga Studio

 

 

 

 

1. del omhandler tiden med John Olsen og i 2. del får man resten af historien fra 1960 og frem.

Når der dukker nye oplysninger og tilføjelser op til bogen, vil jeg, så vidt muligt, holde siden ajour med disse oplysninger.

Hvis nogen ligger inde med tilføjelser, rettelser eller nogle gode anekdoter, så høre jeg meget gerne fra jer.

Klik her for at kontakte undertegnede: Paw Pedersen

Nyheder og tilføjelser:

5.7.2024:

Anders Sandbergs film om Anders Lassen.

I bogen om “Sandberg Dynastiet” fortælles om at Anders Sandberg i mange år har arbejdet på en film om Anders Lassen, som var en højt dekoreret soldat under 2. verdenskrig. Han kæmpede for den britiske hær, men var godsejer søn fra Vordingborgegnen. Det var et projekt, som Anders Sandberg i sin tid arbejdede på sammen med filmproducenten Just Betzer. De købte filmatiseringsrettighederne til en bog af MIke Langley om Lassen, og selvom Just Betzer trak sig ud af projektet, fik Anders Sandberg lavet adskillige manuskripter af både engelske og også en amerikansk forfatter. Han prøvede at få filmen finansieret – blandt andet sammen med Nordisk Film og den engelske producent Iain Farmer – men da det var en film i 100 millioner kroners klassen, kunne det ikke lade sig gøre. Anders Sandberg gav derfor idéen, manuskripterne og deres research-materiale videre til Paramount for en del år siden. Og nu sker det så endelig – om end i en noget anden form, end Anders Sandberg oprindelige havde tænkt sig. Filmen kommer til at hedde “The Ministry of Ungentlemanly Warfare”, og har sådan set allerede haft premiere i biograferne i USA den 13. april, og kommer i Europa ud på Amazon den 25.7.2024. Filmen er instrueret af Guy Richie efter et manuskript af ham selv, Paul Tamasy, Eric Johnson og Arash Amel. Filmen bygger på en bog af Damien Lewis, og handler kun om en af de første operationer, som Anders Lassen deltog i. Filmen handler ikke om hele Anders Lassens store indsats under 2. verdenskrig, som Anders Sandberg havde tænkt sig. Anders Sandberg er krediteret som ”associate producer”. Det er han fordi Damien Lewis’ bog blandt andet bygger på den research, som Anders Sandberg har lavet om Anders Lassen i sin tid. Deriblandt en lang række interviews med folk, som kendte Anders Lassen. De fleste af disse er døde nu, og kan ikke længere fortælle historien. Den nye film er produceret af Top Gun-producenten Jerry Bruckenheimer, og skulle være blevet noget af et action-brag. En stærkt underholdende sag – der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Det er blevet en film i 50.000.000 dollars klassen. Det er den amerikanske skuespiller Alan Ritchson, der spiller rollen som Anders Lassen. Selvom han ikke ligner virkelighedens Anders Lassen ret meget, så har han forsøgt at ligne ham i “ånden” (the spirit), som han skal have sagt til Anders Sandberg, da denne var i USA til premieren på filmen. 

22.2.2023:

En 4. generation af Sandberg i filmbranchen.

Det viser sig, at jeg på trods af over 1000 sider i min bog om Sandberg-familien i filmbranchen har begået noget af en undladelsessynd. Det er gået op for mig, at der også i Høyberg-delen af familien er filmfolk i flere generationer. I bogen fortæller jeg om filminstruktøren A. W. Sandberg, hans første hustru skuespillerinden Karen Sandberg (senere Caspersen), hans anden hustru skuespillerinden Else Frölich, om deres søn filmproducenten og biografejer Henrik Sandberg og dennes søn Anders Sandberg og datter Birgit Sandberg, der ligeledes havde med filmbranchen at gøre. Men det viser sig, at der er mere end det!

A. W. Sandberg giftede sig den 26.9.1911, mens han endnu var pressefotograf, med den populære skuespillerinde Karen Kragh Kruse, der allerede på det tidspunkt havde en betydelig karriere på de københavnske teatre og også var ved at få foden indenfor i filmbranchen. Året efter blev de forældre til en pige – Grete Sandberg. Ægteskabet holdt ikke – selvom de forblev venner resten af livet, og A. W. Sandberg næsten altid havde gode roller til Karen i sine film. Det fortælles også, at A. W. Sandberg altid holdt en sommerferie med Grete – og Karen Caspersen. Lige indtil Grete blev voksen. De holdt meget af hinanden. I 1917 giftede Karen Sandberg sig med fabrikant Johan Cai Caspersen – og fik dermed det navn, som de fleste kender hende under – Karen Caspersen. Grete havde fortsat kontakt til A. W. Sandberg og besøgte ham naturligvis også ud over sommerferierne – også da han stiftede en ny familie med Else Frölich. De blev gift den 4.10.1916. Else Sandbergs datter af første ægteskab, Ingeborg – kaldet Putte, fortæller i et interview, som Birgit Sandberg lavede med hende, følgende om Grete: ”I gamle dage da A.W. levede, der kom Grete hos os. Jeg holdt så meget af Grete (…) Jeg har altid regnet hende lidt for min søster. Jeg taler tit med Grete. Vi havde det forfærdelig morsomt.” Grete skal også ofte have taget sine klassekammerater med ud til optagelserne på Nordisk Film efter skoletid. A. W. Sandberg kunne godt lide at have familien omkring sig på filmsettet. Hans mor sad ofte og strikkede ude i kulissen.

Grete kom på Ingrid Jespersens Pigeskole. Jespersen anbefalede pigerne, at de før de giftede sig skulle få en uddannelse, og at de skulle kunne det samme som drengene. Derfor havde de også sløjd på skolen. Så da Grete mange år senere købte en gammel bondegård, kunne hun sammen med sine gamle skolekammerater selv snedkerere på dørene og vinduerne, fortælles det i familien. Efter endt skolegang kom Grete i lære hos hoffotograf Peter Elfelt og efterfølgende hos Jonals Co. i Bredgade i København. Hun rørte fremkalder og producerede glasplader med store størrelser, fortælles det videre af familien. På trods af alle familiens formaninger fik Grete dog aldrig sit svendebrev, fordi hun opgav uddannelsen, da hun i midten af 1930’erne blev gift med grosserer Jørgen Høyberg. Herefter hed hun naturligvis Grete Høyberg, og det er altså her den del af slægten skifter navn. Jørgen Høyberg importerede kaffe og var direktør for et kaffebrænderi. Grete havde faktisk også lidt forbindelse til filmbranchen. Det lader til, at hun og hendes mand finansielt var med i broderen Henrik Sandbergs første forsøg med filmudlejning i slutningen af 1930’erne. Det fortælles også, at Grete i perioder arbejdede for Henrik Sandberg i Merry-biografen, som han drev sammen med sin moder Else Sandberg, der havde bevillingen til denne biograf indtil sin død.

Så langt så godt. Det viser sig dog, at Grete Høyberg havde to døtre – Hanne og Helle Høyberg, som også begge kom ind i filmbranchen. Ifølge danskefilm.dk er Hanne Høyberg født i 1937. I et interview i Information den 23.7.1982 fortæller Hanne Høyberg selv om sin start i filmbranchen: ”Min faglige løbebane startede med en uddannelse som portrætfotograf hos Åge Knudsen på strøget, og jeg tog stills til de første ’Soldaterkammerater’ og var yngste føl sammen med Christian Hartkopp, som fra den første dag og til sin alt for tidlige død var min bedste kammerat.” Den senere meget anerkendte filmklipper, Christian Hartkopp, var på det tidspunkt i lære som filmfotograf på Palladium-studierne, hvor filmen blev optaget. Hanne Høyberg havde lige fået sit svendebrev som fotograf og fotograferede det som man dengang kaldte ”faste plader” – altså still-fotos. Hun fortæller i den forbindelse, at Christian Hartkopp en dag lå ude på marken under optagelserne i alt det virvar og kaos og sagde til hende: ”Hanne, har du nogensinde ligget på ryggen og kigget op i himlen”. Det blev starten på deres venskab. Hun fortalte mig i samme forbindelse også en variant af en af de velkendte historier om Henrik Sandberg: ”Man skulle jo altid skynde sig at få så meget i kassen, som det nu kunne lade sig gøre. Men da det så var ved at blive mørkt, sagde fotografen, at nu kan vi ikke mere. Så sagde min onkel Henrik: ”Skide være med, hvordan det ser ud, bare lortet bevæger sig”. Hanne Høyberg arbejdede også som scriptgirl på flere af sin onkels efterfølgende film: ”Et døgn uden løgn” (1963) og ”Majorens oppasser” (1964). Hun husker det som en sjov tid i selskab med nogle sjove mennesker. Men ellers var hun i 1960’erne fortrinsvis beskæftiget med familien Høybergs kaffebrænderi, som hun overtog ledelsen af efter Jørgen Høybergs død i en alder af kun 52 år. Han havde dårligt hjerte. Om dette og familiebaggrunden fortæller hun følgende til Information: ”Jeg har altid været bidt af film og det er en familiesvaghed. Vores bedstefar var instruktøren A. W. Sandberg og bedstemor skuespillerinden Karen Caspersen. De fik mor (…) og det var lidt i vejen. Mormor skulle jo på teatret hver aften, barn eller ikke barn.” Løsningen blev at de ansatte en barnepige, der hed Trine, som først passede Grete og siden også hendes børn Hanne og Helle. Om familien fortæller Hanne Høyberg videre til Information: ”Jeg har også været sekretær for min mors stedfar Cai Caspersen, som i øvrigt var en af vores første flyvere, og han var et fantastisk menneske – lidt halvskør. Han havde en grundidé, som jeg prøver at leve efter: Depend on people, but stay independent. Familien havde et kaffebrænderi ude ved Lygten. Bag Ankerstjerne. Min farmoder, der blev enke som 48-årig, havde kørt det videre indtil min far kunne overtage det, så af familiefølelse kunne vi ikke lide at skippe det da min far døde alt for tidligt – så var det mig der blev den! Min generation har været alt for flinke.”

Hanne Høyberg havde ikke meget interesse for kaffebranchen og tænkte fortsat meget på film. Hen mod slutningen af 1960’erne må kaffebrænderiet være blevet afviklet, for både Hanne og søsteren Helle Høyberg begyndte at beskæftige sig med filmbranchen. Hanne Høyberg fortæller til Information: ”I 1968 startede jeg i Dagmar (Biografen) med at være billetdame, og da jeg havde siddet der et par måneder kom Henning Carlsen og spurgte om jeg ville være hans sekretær. Jeg var hos ham fra 1969 til sommeren 73. Jeg synes at jeg har lært alt af Henning, og når jeg siger det til ham, svarer han ’Hvordan går det?’. Med tryk på det. I 73 blev jeg tilbudt jobbet som produktionsleder hos Jakob Eriksen på Spektrum Film, og der var jeg indtil 75, da Spektrum Film fusionerede med et andet kortfilmselskab.” Som Ib Bondebjerg pointerer i bogen ”Virkeligheds billeder”, havde Hanne Høyberg med andre ord stået i ”en slags mesterlære”, inden hun startede sit eget filmselskab i 1975. Ikke den værste ballast at have med.

Med filmloven af 1972 kom nye tiltag inden for dansk kortfilmsproduktion. I ”Virkeligheds billeder” forklarer Ib Bondebjerg, at man med 1972-loven skabte: ”Et enstrenget, offentligt støttesystem baseret på konsulentordningen (…) På dokumentarfilmens område betød loven, at SFC blev en slags parallelt filminstitut for dokumentarfilm, med egen bestyrelse, egen finanslovsbevilling og med egne konsulenter. Kortfilmrådet blev nedlagt, og dokumentarfilmen kom strukturelt og økonomisk på samme formel som spillefilm, selv om de fik plads i to adskilte organisationer. Den nye filmlov ændrede ikke afgørende ved den offentlige filmkulturs dokumentariske filmprofil: det var fortsat både den frie og den bundne dokumentariske film, som skulle fremmes og SFC skulle stadig varetage indkøb og distribution til en meget bred brugerkreds. Det oplysende og det kunstneriske gik fortsat hånd i hånd.”

Det har været 1972-filmloven, der var grundlaget for, at Hanne Høyberg kunne etablere sit eget filmproduktionsselskab sammen med sin søster Helle: Hanne Høyberg Filmproduktion. Selskabet blev stiftet helt uden nogen egenkapital. De havde blot et stempel og noget brevpapir, fortæller Ib Bondebjerg, og forsætter: ”Et af de produktionsselskaber, som blev født med den nye filmlov og filmkultur, var Hanne Høyberg Filmproduktion, som med sine 34 film før 1994 satte et markant fingeraftryk på den moderne danske dokumentarfilm – et stærkt kvindeligt aftryk kunne man tilføje.”

Hanne Høyberg har selv fortalt følgende til Information om sin opstart som filmproducent:  ”Da jeg var blevet fyret (fra Spektrum Film), kom der så mange der sagde, at det s’gu ikke gik: ’Vi må ha’ et sted, hvor vi kan komme og fortælle om vores ideer – du kan sagtens selv producere´. Og det gjorde jeg så. Minerva Film tilbød mig at leje et kontor nede hos dem, og det var flot af Steen Hasager. Da det 2 år efter blev lidt for småt, flyttede jeg på delebasis herind hos min gamle ven fotograf Steen Rønne, for hvem lokalerne var lige store nok. Og nu har vi som en anden gøgeunge bredt os så meget, at Steen er lige ved at være hjemløs.”
I artiklen fra Information præsenteres selskabet med følgende ord: ”I fagbogen kan de kvindeligt ledede filmproduktionsselskaber tælles på en hånd. Hanne Høyberg Film, situeret oven på det gamle tresser mekka Laurits Betjent, har siden i 1975 tegnet sig for en pæn del af den engagerede, seriøse kortfilmproduktion for eksempel med titler som ’Skjult viden´, ’Sammen med Lena’, ’Det er mit liv´, ’Træerne og skovens folk’, ’Prøv at se’ og ’Jeg bliver så bange’. Flere af de nævnte titler er nået ud over kortfilmdistributionen og blevet vist af Danmarks Radio. Selskabet har hermed været operationsbasis for bl.a. Christian Hartkopp, Lise Roos, Katia Forbert Petersen, Steen Rønne, Helle Melander, Andreas Fischer Hansen, Elisabeth Rygård og Mette Knudsen.” Som det fremgår, lå det kontor, som de havde med Steen Rønne i den samme bygning, som værtshuset Laurits Betjent. Det vil sige på adressen Ved Stranden 16 – tæt på Christiansborg og Højbro Plads i København.

I interviewet i Information fortæller Hanne Høyberg også om, hvordan hun havde et praktisk samarbejde med søsteren Helle: ”Vi boede sammen. Helle med 2 børn og jeg med et på vej, mens vi havde hvert sit job. Helle hos Ove Brusendorff i Carlton og jeg hos Henning Carlsen i Dagmar. Vi var aldrig hjemme hos de børn. Vi havde barnepiger og dårlig samvittighed (…) Barnepigerne skiftedes ud i en jævn strøm, og hver morgen sad vi på nåle for om de nu overhovedet dukkede op. Det ku’ ikke blive ved med at gå. En dag satte vi os ned og lavede et regnestykke: Vi havde et gammelt hus på landet, som vores mor havde købt i sin tid. Hvis vi nu flyttede derop og skippede lejligheden i byen, og den ene blev hjemme, fik vi begge, hvad vi ville have, jeg fortsatte herinde og Helle passede børnene i 2 år, indtil den mindste kom i børnehave. Siden har vi været her begge to.” Dermed var endnu en A. W. Sandberg efterkommer – Helle Høyberg – altså også kommet ind i filmproduktion. Hanne Høyberg understreger, at hun ikke kunne have gjort det uden Helle, som med sin sunde fornuft og gode humør blev en vigtig del af filmproduktionsselskabet. Efterfølgende flyttede også deres mor, Grete Høyberg, ud i huset på landet, da de syntes det var synd, at hun sad alene inde i Fredericiagade i København. Så kunne hun også tage imod børnene, når de kom hjem fra skole. Grete Høyberg levede indtil 1992. Hun blev 81 år. Huset på landet er i dag overtaget af Hanne Høybergs datter, som bor der med sin familie.

Til Information fortæller Hanne Høyberg videre i 1982, at ”produktionsoversigten” var ”lidt tyndt besat” i begyndelsen, men så kom Christian Hartkopp, Lise Roos og Katia Forbert Petersen med de første projekter. Om kortfilmen generelt kommer hun blandt andet med følgende betragtninger:

”Der er det underlige ved at beskæftige sig med kortfilm, at man kan møde folk, som man sådan set har kendt hele livet, men ikke har daglig kontakt med, og så høre dem spørge hvad er det egentlig du går og beskæftiger dig med? Tjah, jeg producerer kortfilm til Danmarks største biograf Statens Filmcentral, men du skal altså befinde dig i en undervisningssituation eller være medlem af en forening eller en klub for at kende ret meget til SFC og hvad de kan tilbyde. Men gudskelov er det da ved at gå op for folk at kortfilm kan man få lejlighed til at se via bibliotekerne som har en ordning med Statens Filmcentral. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor folk ikke kunne betale for at se kortfilm. Der var dog et vist publikum i Dagmars gamle Kino Valde og nu i Delta Bio (…) I min tid i Dagmar viste vi tit film fra kortfilmrådet, men det er svært at drive biograf i dag, og der er så mange økonomiske interesser på spil, at der ikke kan afses tid til at køre kortfilm også. Men vi trænger til en decideret kortfilmbiograf, hvor vi kunne vise vore film, og hvor man kunne få respons på det man producerer fra publikum og kollegaer. Kort sagt et sted, der kunne være til gensidig inspiration for filmmagerne og filmbrugerne. En rigtig biograf med det mørke lukkede rum, det hvide lærred, den kunstneriske oplevelse af den tekniske kunnen og det gode håndværk, fra de professionelle filmmagere. Et alternativ til tv.”

Ifølge bogen ”Fotografens øje” producerede Hanne og Helle Høyberg ca. 68 kort- og dokumentarfilm og 2 spillefilm i perioden 1975-1991 i deres selskab. I Ib Bondebjergs ”Virkeligheds billeder” tales om 34 film produceret i perioden frem til 1994. Men det er fordi, han skelner imellem de 16 mm film, som de selv producerede med støtte fra for eksempel SFC, og så dem, som de lavede for tv. Omkring halvdelen af produktionen, har altså været tv-produktioner. De to spillefilm, som Hanne Høyberg Filmproduktion producerede, var den eksperimenterende film om København ”Wonderful Copenhagen” (1984) af den ungarske instruktør Jenö Farkas og ”Sangen om kirsebærtid” (1990) af Irene Werner Stage. Sidstnævnte skal kun have gået kort tid i biograferne. De havde større held med novellefilmen ”Bare løgn!” (1991) af Bodil Trier. Den 45 minutter lange film var ment til distribution gennem Statens Filmcentral, men den fik ifølge ”Danske spillefilm 1968-1991” også premiere i biograferne og pæne anmeldelser. I Information fortæller Hanne Høyberg i 1982 selv, hvordan hun kom til at producere den første af sine spillefilm: ”Jenö Farkas og Jørgen Lyd Nielsen fik sidste år bevilling fra workshoppen på 20 ruller råfilm plus apparatur og hvad der ellers hører til. Da rullerne var skudt, lå den stille et halvt års tid. De ringede og spurgte om jeg ville se dem. Jeg syntes det kunne være spændende at undersøge mulighederne for at få en biograffilm ud af det. Så viste vi Anders Sandberg rullerne, der foreløbig ikke er egentlig klippede, men bare sat sammen, og han gik ind på at være udlejer. På den baggrund gik vi så til Filminstituttet, hvor vi har fået støtte til en lidt udvidet færdiggørelse (…) Det er en form for dokumentariske portrætter af københavnere og handler samtidig om amerikaniseringen af danskerne siden krigen.” Nordisk Film kom til at stå for udlejningen. Ganske givet fordi Henrik og Anders Sandberg, inden filmen blev færdig i 1984, havde solgt Sandbergs filmforretning til Nordisk Film.

Bortset fra de to spillefilm var det kort- og dokumentarfilm, som Hanne Høyberg Film satsede på. I ”Fotografens øje” fortælles om stilen og genren af de film, som de producerede, og inspirationen til disse:

”Fra 1970’erne og fremefter kravlede fluerne rundt på væggene i danske institutioner. Inspireret af amerikanske Frederick Wiseman blev den forkætrede fluen-på-væggen-metode anvendt, når der skulle filmes løs i skolerne og fængslerne, hos politiet, i familien og i børnehaven m.m. En række af filmene blev til på en adresse ved Gammel Strand (Ved Stranden 16), hos søstrene Helle og Hanne Høyberg, hvis selskab i mere end et årti var den førende leverandør af store – og lange – dokumentarer til Statens Filmcentral. Søstrene var i stand til at skabe et dokumentarmiljø, hvor man inspirerede hinanden til at få dokumenteret, hvordan det sociale Danmark så ud. Akkurat som det amerikanske forbillede Wiseman, gjorde filmene som regel op med den klassiske dokumentarfilosofi, som den blev formuleret af John Grierson tilbage i England i 30’erne, hvor dokumentarfilm blev lavet for at opfordre borgerne til at stå sammen om de offentlige institutioner. De danske film inviterede snarere til en eftertanke og -kritik, som blev overladt til tilskuernes egen vurdering.”

At søstrene var i stand til at skabe dette kreative miljø i deres selskab, har været en meget vigtig brik i selskabets udvikling. Ib Bondebjerg beskriver produktionen som følger i ”Virkeligheds billeder”: ”Selvom der måske ikke samlet var tale om en stor produktion, var det et selskab som satsede på kvalitet og fornyelse. De mest markante skikkelser var også markante kvindelige skikkelser i den moderne danske dokumentarfilm. Lise Roos lavede ikke mindre end syv af sine film her, film der var præget af at gå tæt på børne- og familieliv. Dola Bonfils slog også sine folder her, bl.a. med væsentlige film om ungdom og uddannelse, og med nogle af sine første, nærgående institutionsportrætter. Vi finder centrale film af Ulla Boje Rasmussen, Katia Forbert Petersen og Anne Wivel, og også den senere leder af Den Danske Filmskole Arne Bro (Han blev leder af TV-linjen på filmskolen) var med blandt den gruppe af instruktører, selskabet støttede. Profilen i Hanne Høyberg Filmproduktion viser med al ønskelig tydelighed at de kunstneriske ambitioner for den moderne dokumentarfilm, som 1972-loven rummer, begyndte at blive realiseret.” Ib Bondebjerg spekulerer også i, om man kan læse søstrene Høybergs film ind i en feministisk ramme:

”Hanne Høyberg opfatter sig ikke som en feministisk producent, selv om hun startede sit selskab i 1975, hvor kvindebevægelsen for alvor gjorde sig gældende. Hun bekræfter i dag, at hun var optaget af de temaer, som de kvindelige instruktører kom med, og hun har også deltaget i møder med foreningen Kvindelige Kulturarbejdere. Men det var ikke en bevidst prioritering, og der var ikke noget ønske om at lave et ’kvindeligt eller feministisk modstykke’ eller om at lave en bestemt type samfundskritisk dokumentar. Ikke desto mindre viser selskabets produktions profil, at Hanne Høyberg Filmproduktion i høj grad har været stedet, hvor danske dokumentarfilminstruktører kunne lave film, der var ’oppe i tiden’ og som tog emner op om kvindeliv, børne- og ungdomsliv, men også om sociale problemer og konflikter national og globalt. Man finder altså flere af den moderne dokumentarfilms klassikere og mest nyskabende instruktør i Hanne Høybergs selskab.”

I interviewet i Information blev Hanne Høyberg faktisk også stillet det spørgsmål, om hun specielt gjorde noget ”for at trække kvindelige filmarbejdere til”. Svaret bekræfter, at det ikke var bevidst, men at det alligevel blev sådan: ”Nej, men der kommer flere og flere gode oplæg fra kvinderne, sådan har det udviklet sig.” På danskefilm.dk kommer de også ind på dette i deres beskrivelse af selskabet: ”Hanne Høyberg satsede fra begyndelsen på kort- og dokumentarfilm og samarbejdede flittigt med Statens Filmcentral. Hendes film var målrettet undervisning og dækkede emnemæssige og pædagogiske behov. Gennem hele karrieren arbejdede hun tæt sammen med kvindelige instruktører som Lise Roos, Katia Forbert Petersen, Irene Werner Stage, Dola Bonfils og Anne Regitze Wivel. Hun har produceret flere film med filmhold udelukkende bestående af kvinder f.eks. “De er jo ikke engang danskere” og “Teknik for dig og mig”. (…) Dokumentarfilmene, som Hanne Høyberg har produceret, spænder emnemæssigt vidt fra skovbrug over psykisk udviklingshæmmede til politiets arbejde, dog med overvejende vægt på emner som sorg, arbejdsvilkår, kvinders vilkår og børn og unges liv og muligheder. I de korte fiktionsfilm var der plads til et mere frit kunstnerisk udtryk som fx den roste “Salamandersøen” og “Manden der fik lov at gå”.”

Man kan altså roligt sige, at Hanne og Helle Høyberg også fortsatte i fodsporene efter A. W. Sandberg, der i sin karrieres sidste år også lavede en række dokumentarfilm. Selv fortæller Hanne Høyberg følgende om kortfilmsproduktionen i interviewet med Information, der som nævnt er fra 1982. Man fornemmer, at det trods Filmloven af 1972 var svært at få finansieret alle de projekter, som man gerne ville lave:

”Kortfilm er jo en gammel tradition herhjemme, der er blevet økonomisk tilsidesat de sidste 10 år, samtidig med at der i samme 10 år er kommet en mængde gode nye folk til. Men de har det for svært og det er en kamp uden lige at finde den nødvendige økonomi. Det er jo fandens dyrt at lave film. Men der er ingen tvivl om, at vi har idé og talentmasse, når man snakker med konsulenter, eller andre der jævnligt kommer på festivals hele verden over, så siger de, at de danske kortfilm har et meget højt kunstnerisk stade, og det til trods for, at den enkelte filminstruktør alt for sjældent er i produktion og det kræver sin mand-kvinde at bevare entusiasmen og troen på, at man kommer til at realisere den ide man fik for måske år tilbage. Der kunne laves mange flere ’perler’ hvis filmmagerne kunne arbejde kontinuerligt. Den frie kunstneriske kortfilm har meget trange kår, du skal hele tiden være målrettet, emnerettet, dække et behov i en pædagogisk sammenhæng. Der er ikke plads til det eventyrlige fantastiske spræl.”

Ib Bondebjerg interviewede Hanne Høyberg i 2010 og fortæller i ”Virkeligheds billeder” historien om produktionsselskabet ud fra dette: ”Selskabets vigtigste funktion iflg. Høyberg var at skabe et godt miljø og dermed knytte gode navne til sig i en længere periode. Men selskabet arbejdede fra projekt til projekt og med bevillinger fra både SFC og DR suppleret med midler fra fonde og private og offentlige institutioner. Produktionen af film var et løbende puslespil for at få tingene til at gå op, men det gik faktisk i mange år rigtig godt, indtil firmaet gik konkurs i 1991 (…) At stable finansiering på benene var altid et stort arbejde, men i de første år lykkedes det næsten altid at skabe fuld finansiering. Hanne Høyberg husker ikke mange eksempler på filmproduktioner, som gav mange problemer på grund af de mange finansieringskilder. De havde stor frihed, og kun i sammenhæng med en enkelt film, ’Skjult Viden’ (Christian Hartkopp 1979), havde de problemer omkring nogle af de sindslidendes foreninger, som ikke brød sig om filmens skildring. Konflikter om form og filmens længde kunne også give problemer med SFC, ligesom tv havde visse krav på dette område.”

Hanne Høyberg øjnede nye muligheder for at producere, da TV 2 kom, fortæller Ib Bondebjerg også i sin bog. Det blev dog en skuffelse: ”De store forventninger til, at TV 2 skulle skabe arbejde i branchen, blev ikke indfriet. Tværtimod blev det selskab, Penta, hun lavede sammen med Ole John Film, Jens Ravn Film og Jørgen Roos Film samt produktionsselskabet Film og Lyd kun en kortvarig affære – bl.a. fordi firmaets nye domicil brændte, og TV 2 hurtigt opgave ’de tusind blomsters strategi’ (…) Efter konkursen arbejdede Hanne Høyberg i en periode med enkeltprojekter, mest for tv, inden hun fik arbejde på Den Danske Filmskole.” Hanne Høyberg mener, at det var den omtalte brand, der satte en stopper for hendes filmproduktion. De havde en masse projekter i gang, da branden opstod. Irene Werner Stage måtte i nærmest bogstavelig forstand redde den færdigklippede kopi af spillefilmen ”Sangen om kirsebærtid” ud af den brændende bygning med hjælp fra nogle brandmænd, fortæller Hanne Høyberg. Branden slog benene væk under dem, da produktionen gik i stå. Da de ikke rigtigt kom i gang igen efter dette, fik Hanne Høyberg arbejde i receptionen på Filmskolen. På den måde var hun fortsat en del af filmmiljøet og mødte alle de filmfolk, som hun kendte, når de havde deres gang på skolen. Den sidste filmproduktion, som Hanne Høyberg er krediteret for, er “Landskaber” fra 1997. Det var en eksperimentalfilm af Kassandra Wellendorf, som blev produceret for Det Danske Filmværksted og udgivet igennem Statens Filmcentral.

Historien om Høyberg-familiens tilknytning til filmbranchen slutter dog ikke her. Helle Høybergs søn, Casper Høyberg, der blev født den 17.3.1966, er blevet uddannet filmfotograf på Den Danske Filmskole i årene 1989 – 1993 og er blevet en højt estimeret filmfotograf. På den måde har han også løftet arven efter A. W. Sandberg, som begyndte sin tid hos Nordisk Film som filmfotograf. I bogen ”Fotografens øje” fortæller Casper Høyberg selv, hvordan han voksede op i filmbranchen ved at følge med på sidelinjen hos sin mor og moster i Hanne Høyberg Film: ”Deres projekter var meget langvarige. Inspirationen fra Direct Cinema indebar en lang researchperiode og de skød en masse film. Dengang var det et håndarbejde at klippe og synkronisere billeder og lyd, og derfor kunne man ofte sidde med materialet i seks måneder. Det gav en dybde, som satte en standard for mig. I virkeligheden har jeg været meget privilegeret, for det er fuldstændig umuligt at få lov til at arbejde med den tidshorisont i dag. Men det var på den basis, jeg søgte ind på filmskolen.”

Casper Høybergs afgangsfilm som filmfotograf, var Ole Christian Madsens ”Lykkelige Jim” (1993). Efter endt uddannelse har Casper Høyberg fotograferet dukkefilmen ”Balladen om Holger Danske” (1995), som var den første danske dukkefilm i spillefilmslængde, samt en lang række novelle-, kort- og dokumentarfilm. I ”Fotografens øje” beskrives Casper Høybergs fotografiske stil i forbindelse med film som ”Kan man dø i himlen” (2005) og ”Biernes by” (2005), som følger: ”Denne fotografisk gennemarbejdede nyforståelse af naturfotografiet omfatter naturligvis endelig nærbillederne af bierne og blomsterne. Her tydeligt et nyt naturfilmfotografi fri af den gamle normalnaturalisme, stramt og sagligt og tydeligt beskåret og kombineret. Landskaberne, som total, som nær er herefter blevet et varemærke for Høyberg, den farvemættede stilisering, den filmiske kolorisme, som på en måde fortsætter en Noldes erobring af omgivelserne for sindet. Så naturen ekspressivt former sig efter sindet. Høybergs fotografi er så særegent personligt, at det overalt vil kunne genkendes. Det ser ud til, at Casper Høyberg har nydefineret den filmiske opfattelse af det danske landskab. Når man ser hans optagelser, er der ikke tvivl om, at det bare er landskabet man kender. Men der er sket noget med det.”

Casper Høyberg har også beskæftiget sig indgående med animationsfilm og undervist på Filmskolens animationslinje. Casper Høyberg – som altså er fjerde generation ”Sandberg” i filmbranchen – er fortsat aktiv i filmbranchen. I 2007 vandt han Cinematic Vision Award at SilverDocs AFI Discovery Channel for fotograferingen af kortfilmen “Inden for mine øjne” af Erland Mo. Casper Høyberg har også selv instrueret flere film: Blandt andet ”Min jødiske bedstefar” (1993) og ”Ankomster” (2004). Førstnævnte lavede han allerede, mens han gik på Filmskolen. Her er der tale om hans bedstefar på fædrene side, og altså ikke en film om hverken Sandberg- eller Høyberg-slægten. I 2015 kom ”Møbler til tiden – en film om Børge Mogensen”, som Casper Høyberg lavede sammen med Thomas Mogensen. Den kørte på DRK og DR2 i en årrække. I 2020 tilrettelagde og fotograferede Casper Høyberg ”Træk vejret med DR2”. Senest har han fotograferet “Hitlers Tyske Flygtninge i Danmark” (2023), der også kører på DR 2.

Se mange flere af Casper Høybergs titler her:

https://www.imdb.com/name/nm0406085/?ref_=fn_al_nm_1

Casper Høyberg har desuden produktionsselskabet Copenhagen Film Company / Kort & Dok, der laver både undervisnings- og læringsmateriale ud fra dokumentarfilm. Et selskab som ligger smukt i forlængelse af den opdragelse, han har fået i tiden hos Hanne Høyberg Filmproduktion.

Høyberg-siden af Sandberg-familien har altså også sat et markant aftryk i den danske filmbranche. Trist at jeg ikke også fik dette kapitel med i bogen om ”Sandberg-dynastiet”.

Tak til Hanne Høyberg og Casper Høyberg samt Niels Peter Olesen, som har gennemlæst dette.

14.4.2022: Den først film som John Olsen var medproducent på, ‘Den ny husassistent’ fra 1933, kan ses på Itunes. Der af tale om en fin kopi af den danske version af filmen. Det er den samme historie af Axel Frische og Chr. Bogø, som senere lå til grund for Saga-filmen “Den gamle mølle på Mols” (1953). Tak til Jan Henriksen for den gode nyhed.

22.10.2020: Der er dukket nogle oplysninger op om Saga Studios lysmand igennem næsten alle årene: Edvard Svendsen. Da bogen blev skrevet, var det meget begrænset, hvad jeg stødte på af oplysninger om ham. Men nu har jeg via forlaget hørt fra Edvard Svendsens søn Erik Thoudahl (Svendsen), som har set bøgerne om Saga og kan tilføje flere detaljer om faren – og nogle sjove anekdoter. Han har sågar sendt nogle billeder, som jeg har fået lov at bringe her. Vi kan lige starte med det her fine billede:

Her ses Edvard Svendsen i funktion som belysningsmester på Saga Studio.

Erik fortæller, at Edvard Svendsen var i filmbranchen i næsten 25 år, indtil Saga Studio i 1965 lukkede studiet på Annettevej og flyttede sammen med Palladium Film i Hellerup. Det vil altså sige, at Edvard Svendsen havde været med hele vejen lige fra Saga Studio startede ud under besættelsen, og antageligt allerede da John Olsen lavede ‘Moster fra Mols’ på ASA i 1941. Erik Thoudahl fortæller “Jeg ved ikke præcis, hvornår han kom til Saga , men jeg ved at han kom fra papirfabrikken på Nørrebro til filmen. Om det var ASA eller Palladium han startede ved, kan jeg ikke huske, men jeg ved, at han var ked af, at han ikke fik lov til at få sit 25 års jubilæum i filmbranchen med. “Moster fra Mols” har han fortalt om.”

Edvard Svendsen er altså antageligt begyndt at arbejde for John Olsen allerede mens han var hos ASA, og er så fulgt med over til Saga Studio, da det startede omkring 1943. Da Saga flyttede sammen med Palladium i 1965 var der dog allerede en belysningsmester på Palladium, Ove Hansen, som havde været der i mange år – og blandt andet var Carl Th. Dreyers foretrukne lysmand. Det må være forklaringen på, at Edvard Svendsen ikke kom med. Han var meget ked af dette, fortæller hans søn:

“Da han ikke kunne være med på holdet mere, da Saga på Annettevej lukkede, blev han en bitter mand. Han stod lige over for et 25 års jubilæum med Saga på godt og ondt. Det viste sig så kort tid efter, at det var held i uheld, da han fik ansættelse ved DR som elektriker og servicerede lamper med mere i 18 år, indtil han fyldte 72 år.”

Det må altså have været omkring 1982/83, at Edvard Svendsen gik på pension fra DR.

I Saga-bogen fortæller Mette Bang, at Edvard Svendsen fik dårligt hjerte, fordi han ikke isolerede ordenligt og bare lod strømmen gå igennem sig. Det var en teori, som hun havde hørt hendes far, Poul Bang, der var direktør på Saga, fremkomme med. Edvard Svendsens søn mener, at det nu nok snare har været det til tider stressende arbejde, som gav hans far problemer med hjertet:

“Det er rigtigt, at han var sygemeldt på grund af dårligt hjerte, men det skyldes nok mere et begreb, man ikke kendte til/brugte dengang, nemlig stress. Arbejdsvilkårene på et filmstudie var ikke et 8 til 16 job, men et arbejde, hvor vi her i familien i lange perioder ikke så meget til ham. Det var arbejde på alle tidspunkter af døgnet, og når der ikke var optagelser, blev tiden brugt til eftersyn af belysningsmateriellet. Min far blev også bedt om at komme hjem til John Olsen på Normasvej, når der var noget i den elektriske afdeling, som skulle fornys eller skulle repareres. Det var ofte lange dage, hvor nogle skuespillere kunne komme til optagelserne om morgenen og igen efter teatertid. Jeg passede selv i en periode receptionen om aftenen og husker tydeligt de scener fra en af Støv på hjernen-filmene (“Det støver stadig” (1962)), hvor Dirch og Ove er i kælderen og ikke kan lukke for vandet, så de til sidst står i vand til halsen. Den scene blev optaget efter teatertid, altså fra midnat og frem. Hjem og sove og så op hesten igen næste dag. Det tærede hårdt på fysikken og på et tidspunkt kræver det en pause for at komme videre.”

Bortset fra det var Edvard Svendsen sjældent syg og levede et langt liv frem til sin død den 10.4.2002, fortæller sønnen:

“Hans sidste år var svære, da han blev dement. Han døde i en alder af 92 år uden mange sygedage i et langt arbejdsliv. Det længste fravær han havde, var efter en arbejdsulykke i en kulisse, hvor han brækkede benet.”

Om sin tid i receptionen på Saga Studio fortæller Erik Thoudahl videre:

“Jeg skulle passe telefon og reception efter kl. 16, men manglede der en til en funktion, blev jeg også taget i brug der. Jeg har ligget øverst i kulissen og hævet og sænket en flade, som skulle glide forbi en rund rude i en dør, så det så ud som en elevator der kørte. Jeg har også – iklædt en brun kittel været flyttemand, som bar møbler, tæpper m.m. i en “Støver” film. Det var nok den, hvor man flytter på landet.” (“Støv for alle pengene” (1963))

Erik Thoudahl husker også en munter anekdote fra optagelserne til “Det støver stadig” i 1962:

“En lille anekdote fra en dag, hvor Olaf Ussing og Dirch var til optagelser til en af Støv på hjernen-filmene. Ved receptionen fandtes en telefonboks. En dag kom Dirch styrtende ned i studiet og fortalte på sin egen måde: “Olaf, Olaf, der er telefon i boksen!”, hvorefter Olaf Ussing løb op til receptionen. Snart efter kom han rødglødende tilbage og fortalte Dirch, at der var ingen, der havde ringet til ham, hvorpå Dirch roligt sagde: “Jo, men der var da en telefon i boksen”…. Sådanne små drillerier var ikke usædvanligt. Det var værksteds humor.”

Flere steder omtales en “Onkel Edvard” i forbindelse med Saga Studio, og det er sandsynligvis Edvard Svendsen, som af og til blev kaldt sådan. Erik Thoudahl kan dog ikke bekræfte dette:

“Onkel Edvard har jeg ikke hørt, men det skal nok passe, for det var almindeligt i den tid med øgenavne. Jeg har kun hørt Aage Wiltrup kalde min far Svendsen, men udtalt på “fransk”. Aage var en dejlig tør type med god form for humor.”

Aage Wiltrup var som bekendt Saga Studios meget dygtige cheffotograf, og der går mange historier om, hvad denne underfundige mand fandt på. Han elskede at gå og lege med ord, og kom derfor også godt ud af det med Dirch Passer, der havde samme vane med at gå og vender og dreje ord og udtryk, som han syntes var sjove.

Og så nogle flere billeder:

Edvard Svendsen var en munter mand, som hvert år ved julefrokosten på Saga, uden manuskript, holdt tale, fortæller Erik Thoudahl: “Efter middagen trak han en lille krøllet serviet op af lommen og underholdt med hændelse og pudsige indfald fra året der var gået.” Det er Saga Studios anden belysningsmand Børge Hemmeshøj Hansen, der sidder ved siden af.

Erik Thoudahl fortæller, at hans far overtog et af kolonihavehusene, der var blevet brugt til den legendariske hyggefilm “Ved Kongelunden”: “Huset fra Kongelunden blev flyttet til Karlslunde og senere blev det udvidet med materialer fra et hus, som John Olsen skulle rive ned. Det lå ud til Jægersborg Allé ikke langt fra Palmehaven, hvor Saga også i en periode havde et studie.”

På fotoet herover ses tre fra Saga ved kolonihaven med koner og børn: Edvard Svendsen, scenearbejder Henning Larsen og filmfotograf Ole Lytken.

Her er Saga-holdet på optagelser på heden ved Kaas i nærheden af Skive. Det gælder optagelser til “Bruden fra Dragstrup” (1955). Edvard Svendsen ses i højre side af billedet med en lysskærm. Instruktøren Annelise Reenberg står midt i billedet og spejder ud over landskabet.

Også fra optagelserne til “Bruden fra Dragstrup” (1955). Erik Thoudahl fortæller: “Helle Virkner og Annelise Reenberg venter og venter – hvilket man ofte gjorte i timevis.”

Edvard Svendsen til venstre får lidt at spise efter en lang dag med locationoptagelser ved Kaas. Scenearbejder Henning Larsen ved hans side.

Fra en optagelse til “Færgekroen” (1956), hvor en dukke forestillende Henrik Wiehe kører i havnen. Det er Edvard Svendsen til højre i billedet, som er ved at sætte dukken på plads og det er Erik “Gysse” Larsen med brillerne.

26.9.2020: Nu kan man se Leo Hansens film om hans tur til Østgrønland på nettet hos Filmcentralen. Ca. fire minutter inde i filmen ses Saga Studios grundlægger John Olsen, som producerede filmen, tage afsked med Leo Hansen i Københavns havn.

De dokumentariske grønlandske optagelser blev optaget af Leo Hansen på Østgrønland i 1934-1935. Bl.a. omkring Hvalrosodden. Han løb dog ind i problemer og måtte efterlade filmrullerne ude i vildmarken i en hytte ved Kap Berlin. Da han hentede filmen i 1936 lavede han flere optagelser. I 1937 lavede Leo Hansen også optagelser med en norsk fangstbåd på Hvidehavet. Bl.a. optagelser af sæler og et skib der kommer til at sidde fast i isen.

I 1938 indgik de dokumentariske optagelser i den svenske film: ’I nöd och lust’. Instruktør var Ivar Johansson, der også havde skrevet manuskriptet efter John Olsens udkast. Sten Lindgren, Mona Mårtenson og Leo Hansen spillede hovedrollerne.

Resultatet af den svenske film kan ikke have været overbevisende, for da den danske version skulle laves, fik John Olsen lavet et nyt manuskript af Peter Tutein, der selv havde været fangstmand i Grønland og siden skrev flere bøger om dette. Hovedvægten blev i den danske version, der kom til at hedde ‘Nordhavets mænd’ (1939), lagt på den spændende fiktive historie, og de dokumentariske optagelser var her kun baggrunden. Peter Tutein har dog skullet have elementer med i sin historie, så det passede sammen med de dokumentariske optagelser, som de havde. Bl.a. en hvalfangerbåd, der bliver fanget i isen, snestorme og diverse optagelser af dyrelivet på Grønland.

Instruktøren af den danske spillefilmsversion, Lau Lauritzen jun, elskede Norge. Han havde boet der nogle år som barn, og han var gift med en norsk skibsrederdatter, Nina Borthen. Det har ganske givet været medvirkende til, at han så gerne ville lave denne nordlige film, som var en af hans første forsøg på at lave en mere ‘seriøs’ film. Han spillede også selv hovedrollen, men accepterede antageligt selv efterfølgende anmeldernes negative dom over filmen. Spillefilmsdelen blev bl.a. optaget på Tromsø og ved Fefor – og naturligvis på ASA-studierne i Lyngby. Der var i filmen også en af de første mere alvorlige roller til Poul Reichhardt på film. Han og Lau Lauritzen var gode venner privat, og det har været naturligt at give ham rollen, og tage ham med på tur til Norge.

Under besættelsen, hvor der efterhånden opstod filmmangel som følge af tyskernes mange forbud mod mange udenlandske film, fandt John Olsen de gamle dokumentaroptagelser frem igen og fik på det tidspunkt sammensat en film, ’Med Leo Hansen på Østgrønland’ (1944), som kunne vises sammen med et indledende foredrag om Østgrønland. Det var Leo Hansen selv, der efterfølgende var blevet biografejer i Lyngby, som redigerede den endelige foredragsfilm sammen sammen med Saga Studios cheffotograf Aage Wiltrup. Den version af filmen, som hed ‘Med Leo Hansen på Østgrønland’ blev antagelig også lejet ud til skoler og foreninger. Fordelen ved denne film var også, at den kunne vises i påsken, hvor helligdagsloven forbød opførelse af almindelige spillefilm. Premieren var blandt andet i Saga-biografen den 6.4.1944.

Det er den version af filmen, som kan ses her:

https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/med-leo-hansen-paa-ostgronland

24.7.2020: Ny bog på vej. Denne gang om Sandberg-familiens indsats i dansk film fra omkring 1908 til i dag.

Se eventuelt mere her: Presse – Sandberg-dynastiet

6.5.2018: Saga bog 2 er blevet anmeldt i Filmmagasinet Ekko.

Se: Anmeldelse

Brian Petersen har taget over som anmelder efter at Morten Piil, som anmeldte den første bog, desværre er afgået ved døden i mellemtiden. Heldigvis er Brian Petersen også glad for 2. del af Historien om Saga Studio. En stor lettelse…

Brian Petersen bemærker i sin anmeldelse, at jeg har skrevet at Johan Jacobsen gik fallit. Det troede jeg faktisk, at han gjorde. Han mistede sin biografbevilling, da han kom bagefter med betaling af huslejen, og måtte sælge Flamingo studiet, som han havde bygget op. Efterfølgende forsøgte han at arbejde sin gæld af ved bl.a. at skrive ugebladsnoveller under pseudonym. Men direkte fallit gik han åbenbart ikke. Man kan sige at udkommet er det samme, da Johan Jacobsen under alle omstændigheder måtte sælge ud og ikke kom til at lave flere film, men derfor er det alligevel meget beklageligt, at jeg har skrevet at han gik fallit, når det ikke er tilfældet. Johan Jacobsen har åbenbart ved sit salg af studiet og filmrettigheder kunnet få så meget dækket ind, at han ved sit skrivearbejde m.m. trods alt har kunnet holde kreditorerne hen. Stor undskyldning til Johan Jacobsen og hans familie.

Anmelderen bemærker også, at John Olsen næppe havde været glad for at Nordisk Film sidder med rettighederne til filmene i dag. Frem for John Olsens familie. Det kan der selvfølgelig også være noget om. Men jeg tror da stadig, det ville have glædet John Olsen, at hans film fortsat er populære – som streaming – i et nyt årtusind, og at deres fremtid synes sikret ved, at de er blevet en del af Nordisk Films forretning.

27.4.2018: En forunderlig fejl har sneget sig ind i bog 2. På side 257 står der at Nordisk Film stødte en vase i stykker lige ved siden af Jan Priiskorn Schmidt. Der skulle have stået at se skød den i stykker. Og for at gøre ondt værre var det faktisk ikke en vase, men en lampe.

Der er også flere steder hvor tankestreger har forvandlet sig til nogle små firkanter. Men meningen skulle fremgå godt nok alligevel…

21.4.2018: Jan Henriksen er kommet med en tilføjelse til Saga bog 2. Han henviser opmærksomheden på et lille stykke film, hvor man faktisk kan se, hvordan Saga Studio optog sekvensen, hvor Dirch Passer synger Celestin/Floridor i Frøken Nitouche (1963). Som det også nævnes i bogen, tog de sig tid til at filme on location i stedet for at bruge bagprojektion, som mange instruktører nok kunne være forfaldet til dengang. Men som det fremgår af klippet har Saga fremstillet en vogn, som væltepeteren kører på, mens Sagas fotografer sidder bag i den bil, som trækker vognen. Jan Henriksen bemærker også, at bilen, der benyttes, tilsyneladende er den samme, som Kjeld Petersen bruger i Færgekroen (1956) og som Miss’erne i Passer passer piger (1965) ankommer i. Det må være Sagas egen bil, som de nok har brugt til at transportere folk og udstyr ud til lokation optagelser.

Klippet kan ses her: Frøken Nitouche

Stor tak til Jan Henriksen.

16.4.2018: 2. del af Historien om Saga Studio udkommer i dag. Håber I vil synes om den.

Allerede nu er der kommet nogle tilføjelser, som desværre ikke nåede at komme med i bogen. Klaus Pagh har fornyelig udgivet sine erindringer: Et liv blandt komikere og skønne kvinder – fortalt til Bodil Cath. Klaus Pagh er som bekendt god til at fortælle og i besiddelse af en god portion humor og en klædelig selvironi. Bogen kan varmt anbefales. Klaus Pagh har haft med alle de store at gøre i dansk morskabsteater, og fortæller muntre historier om de fleste af dem. Han har som bekendt også selv haft en gloværdig karriere. Først som populær ung skuespilleridol og siden som manden bag mange succeser. På ABC-Teatret løftede han arven efter Stig Lommer og siden kom han bl.a. også til at efterfølge Aage Stentoft som leder af Tivolirevyen. Han tog også over efter Henning Karmark i ASA Filmudlejning og efter mange genvordigheder endte dette også med at blive en økonomisk succes for ham, selvom Just Betzer løb med store dele af gevinsten. I bogen får vi endelig hele historien om pengemanden Niels Prahm, som i første omgang muliggjorde Klaus Paghs overtagelse af Karmarks selskab og filmrettigheder. Klaus Pagh producerede en del film i løbet af 1970’erne. Bl.a. den legendariske Julefroksten (1976) og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad Klaus Pagh har betydet for dansk Morskabsteater, bør de omgående læse bogen. Han burde absolut hædres for sin indsats. Heldigvis tjente han godt på mange af sine bestræbelser, så om ikke andet, har han da nydt godt af det på den måde. Faktisk er han også en bedre skuespiller end mange – inklusiv ham selv – husker det. Som bemærket i Saga Bog 1 gjorde han god figur i de to Saga-film, som han var med i Mariannes bryllup (1958) og Kvindelist og kærlighed (1960). Mange år senere havde han også en større selvironisk rolle i Mig og mafiaen (1973).

Af speciel interesse i forbindelse med Saga Studio er et par beretninger, hvor Sven Borre snød ham. Eller i hvert fald snuppede hans idéer. Klaus Pagh fortæller bl.a. at han havde anmodet Sven Borre om at få Dirch Passer til at spille med i en opsætning af den gamle farce Spøgelsestoget på ABC Teatret. Det kunne ikke lade sig gøre, men et par måneder senere havde Sven Borre selv købt både teater og filmrettigheder. Stykket blev som bekendt filmatiseret med Dirch Passer i hovedrollen. Det blev den sidste Saga spillefilm. Den kom ud i 1976 og blev ikke den helt store succes. Der er en del lignende historier i omløb vedrørende Sven Borre. Klaus Pagh kalder ham i sin bog for “en værre røver, men han var en charmerende røver“.

Benny Jacobsen, der har en mangeårig interesse for dansk filmproduktion, er også kommet med nogle spændende historier om Saga Studio. Desværre fik jeg dem så sent, at jeg ikke kunne nå at få dem med i bogen. Men så kommer de her i stedet for, med tilladelse fra Benny Jacobsen. Han fortæller følgende om et besøg på Saga Studio:

“Som 15-årig knægt havde jeg fået den idé, at jeg ville se hvordan et dansk filmstudie så ud udefra. Jeg cyklede derfor ud ad Jægersborg Allé og fandt frem til Annettevej, dog uden at jeg umiddelbart kunne finde Saga Studio. Pludselig fik jeg øje på et rødt blinkende signal fra en af de trekantede færdselstavler, der er opsat på en vej før en jernbaneoverkørsel. Lidt undrende kørte jeg nærmere for at se, om man virkelig havde en jernbaneoverkørsel her midt i villakvarteret! Men det var der selvfølgelig ikke. Det var indkørslen til Saga Studio med det gamle patricierlandsted lidt i baggrunden og bagved var det store studie opbygget. Den røde lampe blinkede som stop for al indkørsel, fordi der netop i dette øjeblik var optagelse i studiet. Jeg var selvfølgelig blevet nysgerrig og gik en tur rundt om området og forsøgte at kigge gennem hækken, der omkransede grunden, for at se om jeg kunne få øje på en eller anden aktivitet. Det kunne jeg dog ikke.

Fire år senere var jeg kommet i lære som elektriker og vores lærlingeforening havde fået en aftale om et besøg og rundvisning på Saga Studio. Nu fik jeg endelig mulighed for at se nærmere på Saga Studio. Jeg kan huske hvor spændt jeg var, da jeg en dejlig sommeraften i begyndelsen af august 1964 gik fra Charlottenlund Station og ned ad Lindegårdsvej til Annettevej. Da vi alle 8 – 10 lærlinge var ankommet blev vi foran hovedbygningen budt velkommen af Flemming John Olsen, Ole Lytken og Poul Bang. Det var Poul Bang, der primært tog sig af rundvisningen og han indledte med at vise os nogle tilstødende bygninger, der indeholdt værksteder og opbevaring af rekvisitter. Jeg kan huske, at der i et hjørne stod et maleri på gulvet af Nicola Egede-Schack (Malene Schwartz) fra Venus fra Venus. I filmen hang det i forhallen på godset Egedlund. Vi sagde, at det må da være dyrt at få malet så flot et billede, der kun skal anvendes som rekvisit i en film. Overhovedet ikke, svarede Poul Bang. Det er et ganske almindeligt foto, som vores maler har pyntet med lidt farver hist og her! Men flot var det blevet.

Vi gik herefter ind i hovedbygningen (patricierlandstedet) og videre ind i det store studie, der til vores store skuffelse var helt tomt. Ja, sagde Poul Bang, vi har netop nedtaget den store herregårdsdekoration til filmen Alt for kvinden, som vi er ved at optage. Men vi skal ikke snyde jer for at se en dekoration. Om et øjeblik kører vi op til den nu nedlagte Restaurant Palmehaven ved Charlottenlund Station. Her har vi indlejet os i et par lokaler, hvor vi opbygger dekorationer når vi harpladsmangel her på Annettevej.Og i Restaurant Palmehaven er vi netop ved at optage et kriminallystspil, der hedder 5 mand og Rosa.

Vi gik dog i et par minutter lidt rundt i studiet og så på de elektriske installationer, der jo havde vores særlige interesse. Installationerne var ret omfattende og Poul Bang oplyste, at Saga Studios samlede el-forbrug var på samme størrelse som i Stubbekøbing på Falster!

På det tidspunkt havde Saga Studio to såkaldte folkevognsrugbrød. Begge i blå farve og med Saga Studios store logo med vikingeskibet på hver side af bilen. Hver bil indrettet med sæder til 6 – 8 personer. Poul Bang og Ole Lytken kørte os de få hundrede meter op til Restaurant Palmehaven og satte fuldt lys på dekorationen til 5 mand og Rosa. Som alle jo ved foregik en stor del af fil men på en hospitalsstue. Det var fantastisk at se en sådan vellignede kulisse. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man hurtigt få opfattelsen af at befinde sig på et rigtigt hospital. Men dog, midt på gulvet stod et stort filmkamera som under optagelserne blev benyttet af fotografen Aage Wiltrup. Vi lagde også mærke til, at i Smukke Arnes seng (Morten Grunwald) lå en stor klods som skulle illudere den gibsbandage han havde på under optagelserne.

Nu var det Ole Lytken der tog over. Ole forklarede meget om kameramandens funktioner under filmoptagelserne. Han undgik selvfølgelig heller ikke spørgsmål om hvordan han havde lavet sine trickoptagelser af den grå dame, Henriette von Rosensteen (Karin Nellemose) i Baronessen fra Benzintanken.Det var ved anvendelse af dobbelt exponering forklarede Ole Lytken. Det var ikke helt nemt, men det lykkedes dog.

Herefter kørte vi tilbage til Annettevej, hvor vi i Sagas kantine blev trakteret med smørrebrød, øl og vand. Foruden vore tre værter fra Saga Studio var nu også Niels Matthiasen til stede. Han var på dette tidspunkt endnu ikke kulturminister, men var partisekretær i Socialdemokratiet og medlem af Folketinget. På det tidspunkt var Folketinget i gang med at lægge grunden til en ny filmlov i 1964. Efter spisningen, hvor stemningen efterhånden var blevet ret så høj, blev der under stor talelyst diskuteret dansk filmproduktion. Niels Matthiasen informerede om den kulturpolitiske redegørelse, som lagde grunden til den nye lov, og hvad der skulle ske frem mod 1972 hvor hele filmbranchen blev styrket. Bl.a. blev bevillingssystemet ophævet og det interesserede især Flemming John Olsen og Poul Bang. Mine kollegaer og jeg selv have ikke det store kendskab hertil. Det var mere de velkendte filmproduktioner vi kunne tale med om, og pludselig blev ordet Reptilicus nævnt. Jeg vidste allerede, at det var et fy-ord på Saga. Men her brød Flemming John Olsen ind og henvendte sig især til Niels Matthiasen: Ja, sagde han, Reptilicus gav os et meget stort underskud, men det var omtrent lige så slemt, at året efter i 1962 gav Venus fra Vestø også et stort underskud. Det var tæt på at være mere end vi kunne klare. Kassen var tom og arbejds kapitalen var væk. Og status var, et hvis den næste film ikke gav overskud ville Saga Studio ophøre med filmproduktion og selskabet lukke. Men heldigvis tjente vi gode penge på Frøken Nitouche i 1963 og kunne fortsætte lidt endnu. Det var rene ord for pengene og jeg kunne se, at de gjorde et vist indtryk på Niels Matthiasen, som jo var kendt for at medvirke til gennemførelsen af betydelige udvidelser og reformer af den offentlige kulturstøtte.

Jeg kan erindre, at da jeg så Reptilicus til premieren i Saga Teatret, var der i filmen en scene med Ann Smyrner og Carl Ottesen, der en aften går sammen og taler om fremtiden. Denne scene blev i anmeldelsen i Berlingske Tidende voldsomt kritiseret, som et unødvendigt indslag i filmens handling. Tre dage senere, da jeg igen så filmen, var denne scene klippet ud og er aldrig genindsat i de kopier af filmen, der senere er udsendt på VHS og DVD. Under mit besøg på Saga Stadio ønskede jeg ikke at tale med Poul Bang herom. Selv om han som filmens instruktør måske havde haft et par bemærkninger hertil. Det kunne jo tænkes, at han måske var lidt ked af hvordan det var gået Reptilicus.

Aftenen var ved at rinde ud og vi sagde tak for besøget foran hovedbygningen, patricierlandstedet.

Her havde man i øvrigt opført en kulisse på parkeringspladsen foran indgangen til patricierlandstedet. Den skulle anvendes til sidste scene i 5 mand og Rosa, hvor vi ser de kompromitterende billeder med legations sekretæren på vej ind i en politibil i Paris. Saga Studio ville selvfølgelig ikke bruge penge på at sende et filmhold til Paris for at optage denne scene. Så Sagas villagrund i Charlottenlund måtte for en stund illudere et muntert sted i Paris.

Jeg kan huske, at det sidste jeg spurgte Poul Bang om var hvorfor væggene i trappeopgangen i den første støverfilm Støv på hjernen var blå og i den efterfølgende film Det støver stadig var de gule. Poul Bang svarede, at farven var ændret, fordi han syntes, at i den første film var skuespillerne blevet lidt for blå i ansigtet.

Alle tre Saga-folk havde været perfekte værter. Men jeg vil aldrig glemme Poul Bangs hjertelige modtagelse af os lærlinge på Saga Studio. Han var hele aftenen utrolig venlig og imødekommende.”

Benny Jacobsen kan også fortælle om en samtale han senere havde med Sagas instruktør Annelise Reenberg:

“Som tiden gik blev min interesse for Saga skubbet lidt i baggrunden, indtil jeg først i 90’erne købte Venus fra Vestø på DVD, som efter min vurdering er en af Annelise Reenbergs bedste film. Filmen foregik under anden verdenskrig, hvor en lille dansk ø bliver besat af tyskerne og hvor en gruppe lokale borgere går til modstand. Jeg kom til at tænke på, at et af datidens i dag glemte ugeblade omkring filmens premiere i december 1962 havde haft en artikelserie om filmens handling. Garneret med billeder fra filmen. I sidste artikel ser man fotos af tyske officerer, på vej til at afhente de danske modstandsfolk, og i tyskernes varetægt er enhver så klar over hvad dette ender med. Men disse scener ser man ikke i filmen. Var det trickfotos i ugebladet? Var scenerne i filmen virkelig optaget, men udeladt ved filmens endelige færdiggørelse ? Jeg tænkte en del over det, og på et senere tidspunkt besluttede jeg mig for at få klar besked. Der var kun et sted jeg kunne få et kvalificeret svar, nemlig hos filmens instruktør Annelise Reenberg. Nu er det sin sag, at ringe til mennesker, som man ikke kender og ej heller tidligere har talt med. Derfor besluttede jeg i juli 1992 et skrive til hende med håb om at få svar på mit spørgsmål. Jeg postede brevet en mandag og allerede lørdagen efter ringede min telefon på Frederiksberg. Jeg sagde mit navn som man hør og bør. Ja, goddag, det er Annelise Reenberg og jeg håber ikke, at jeg forstyrrer. Men jeg har et svar til dig på det spørgsmål, som du har stillet mig. Det er korrekt, at vi optog de afsluttende scener med likvideringen. Men vi turde ikke lade dem indgå i den færdige film. Vi havde store overvejelser herom og Poul (Bang) og jeg diskuterede dette i lang tid. Men vi var bange for, at det ville blive for meget. Filmen var jo ikke noget lystspil og de tyske skuespillere (Dieter Eppler, Horst Werner Loos og Karl Heinz Neumann) havde udfyldt deres roller som tyske officerer noget nær perfekt. Vi syntes ikke, at historien skulle gå længere end vi lod den gå i den færdige film.

Vi talte herefter lidt sammen – løst og fast om filmproduktionen på Saga Studio, og hun spurgte også mig om hvad min daglige metier var. Jeg havde på det tidspunkt for længst forladt el-faget og havde en administrativ stilling i DBU (Dansk Boldspil-Union). Hun gav herefter udtryk for, at når Danmark spiller landskampe sidder hun også som mange andre foran TV-skærmen og hepper på de rød-hvide farver. Og på eget initiativ omtalte hun herefter EM-finalen, som Danmark netop havde vundet. Efter vi således havde talt sammen i ca. 30 minutter måtte jeg afbryde idet jeg havde en aftale, hvor bekendte sad og ventede på mig. Men du er velkommen til at ringe til mig igen på et andet tidspunkt og så kan vi jo fortsætte vores samtale om det, der jo interesserer os begge var hendes afsluttende ord til mig. Fire måneder senere i November tog jeg mod til mig og ringede igen til Annelise Reenberg for at fortsætte vores samtale. Efter jeg indledningsvis havde præsenteret mig blev der et par sekunders tavshed, indtil hun sagde Åh, det er dig med fodbold. Ja, jeg har tid til at tale lidt med dig her og nu. Jeg indledte med at tale lidt om Venus fra Vestø. Det var en af de film fra Saga Studio, som jeg er mest glad for sagde Annelise Reenberg, og jeg kan heller ikke forstå hvorfor vi tabte penge på den. Jeg svarede, at det kunne jo være at publikum var blevet overrasket over, at det ikke var et lystspil, når Dirch Passers navn stod på plakaten. Kort ind i filmen får han et overraskende kæbestød af en tysk officer, mens han står og maler. Jeg kan huske, at det var en stor overraskelse for det samlede publikum, da jeg overværede premieren i Saga Teatret. Ja, måske, svarede Annelise Reenberg. Og jeg kan godt fortælle dig, at det var slet ikke meningen fra vores side, at Dirch skulle være med i filmen. Men han insisterede. Ja, men Dirch vi har ikke nogen rolle til dig her. Til sidst bøjede vi os og han fik rollen som Ditlev Egede-Schack, Nicolas fætter og dansk modstandsmand. En rolle han udfyldte perfekt og jeg har glædet mig over det gode samspil, han havde med den tyske kaptajn Weiss (Dieter Eppler).

Jeg spurgte herefter hvorfor hun på et tidligt tidspunkt holdt op med at lave film. Jeg stoppede mit filmarbejde i 1971. Jeg havde lavet film siden 1943, sagde Annelise Reenberg og i de senere år hvor jeg instruerede, gik hvert år med at skrive manuskripter og herefter instruere. Nu ville jeg ikke mere. Jeg ønskede at trække mig tilbage. Jeg havde dog den personlige glæde, at kort tid herefter ringede Erik Balling fra Nordisk Film og spurgte om jeg ikke havde lyst til at komme ud på Nordisk Film og instruere for dem. Det var et pænt tilbud, men jeg sagde nej tak. Jeg havde taget min beslutning, jeg ville ikke mere.

På eget initiativ fortsatte hun samtalen med små historier fra studiet om enkelte skuespillere. Da dette er personlige oplysninger om de pågældende vil jeg ikke komme yderligere ind på dette. I samme forbindelse ville jeg ikke undlade at fortælle hende, hvor venlig og imødekommende Poul Bang havde været under vores besøg på Saga Studio i 1964. Ja, men sådan var Poul, sagde Annelise Reenberg. Altid når vi havde fremmede på besøg i studiet eller hvis vi f.eks. skulle have støtte af politi og brandvæsen i forbindelse med optagelserne, var der ingen grænser for Pouls hjælpsomhed. Vi talte sammen i telefon i næsten to timer! To timers samtale med en person man aldrig havde set. Det var utroligt. Men Annelise Reenberg var en enestående fortæller. Hun forstod i en samtale at gøre emnet mere og mere interessant – næsten spændende for samtalepartneren. Det var som om hun var ved at diktere et manuskript til en film. På et tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at sige til hende: Annelise, hvor er du dog en god fortæller! Nåh, mener du det det? Hun blev vist nok lidt rørt over at blive rost på denne måde. Da vi nu begge var klar over at vores telefonsamtale skulle til at være forbi sagde hun pludselig til mig: Ved du hvad, jeg har en ret omfattende scrapbog med udklip og fotos om tiden på Annettevej. Hvis du har lyst til at besøge mig vil jeg med glæde vise den til dig. Men der skal gå et par måneder, for jeg har en del breve, jeg først skal have besvaret. Det var et tilbud, som jeg med glæde sagde ja tak til og hermed afsluttede vi vores lange samtale. Tiden gik – ja faktisk et par år – og jeg fik det hele lidt på afstand på grund af andre gøremål. En dag ringede min søster til mig: Jeg har set en dødsannonce i avisen. Annelise Reenberg er død. Jeg fik aldrig set den scrapbog. Men det var min egen skyld. Derimod havde jeg været i kontakt med så venlige mennesker som Annelise Reenberg og Poul Bang. Noget som jeg for alt i verden ikke ville have undværet.”

Afslutningsvis nævnte Benny Jacobsen også, at Annelise Reenberg faktisk ikke var så meget for at hendes film blev solgt på video og DVD: “Annelise Reenberg sagde på et tidspunkt til mig: Mine film skal ses i biografen og ikke sælges i et supermarked sammen med spegepølser!” Men den tid er jo desværre forbi, som mon ikke hun, hvis hun havde levet i dag, trods alt ville have været glad for at filmene lever videre på TV, DVD og nu også streaming.

Tusind tak til Benny Jacobsen for de spændende beretninger om Saga Studio og Annelise Reenberg.

19.2.2018: Forlaget har oplyst at 2. del af Historien om Saga Studio udkommer den 16.4. 2. del handler om Saga Studio fra 1960 og frem. Efter grundlæggeren John Olsens død i slutningen af 1959 blev Saga Studio omdannet til et aktieselskab Saga Film A/S, og det er dette selskabs historie, som fortælles i bog 2.

12.12.2017: To DRK programmer om Besættelsens danske filmkonger.

Det er nu fremfor alt de “filmkonger”, som førte en klar samarbejdspolitik, som de to Tv-programmer handler om. Den velkendte historie om Henning Karmark og også lidt om Carl Bauder og Nordisk Film. I det første af programmerne er de fair nok til at fortælle lidt om baggrunden for samarbejdspolitiken og de har da også et kort indlæg med Bent Fabricius-Bjerre, der var ven af Henning Karmark, og kan bekræfte at Karmarks samarbejdspolitik udelukkende drejede sig om business. Ikke politisk overbevisning.

Sagas John Olsen omtales stort set ikke – kun gengiver DR den artikel i modstandsbladet De frie danske, hvor John Olsen hænges ud for at være nazist. Det var “fake news”, mange år før dette begreb opstod og det er ganske utilgivelig, at DR lader dette læse op i deres program uden af kommentere på det. De tv seere som ikke har en baggrundsviden om filmfolkene kunne jo tro, at John Olsen faktisk havde været nazist, hvilket på igen måde er tilfældet. Se f.eks. det indlæg om stikkerbrevet nedenfor.

På filmmagasinet Ekkos hjemmeside har Brian Petersen skrevet en meget rammende anmeldelse af programmet. Klik her.

10.4.2017: John Olsen angivet til tyskerne af en stikker under besættelsen!

Der er dukket et interessant dokument op i forbindelse med besættelsestiden. Lars-Martin Sørensen har gravet dybt i arkiverne og skrevet en artikel i Kosmorama om Filmkritikken i det besatte Danmark. Han skriver sådan set ikke noget om John Olsen, men han gengiver et ”stikkerbrev”, som han kalder det. Et brev som en stikker (der efter krigen blev dømt for dette) skriver til Anton Møller, som arbejdede sammen med besættelsesmagten. I brevet beklager vedkommende sig først over formanden for biografejerne Jørgen Jørgensen og fortsætter:

“Men han er ikke ene om sin landsskadelige Gerning. Dansk Film Unions Formand, Hr. Jonassen – Direktør John Olsen, Saga Bio, Direktør Dahlsgaard-Olsen, Nordisk Film Kompagni, og mange flere med dem – maa hver især betragtes som Mænd, der ser en særlig Opgave i at ødelægge, hvad de kan, for tysk Film i Danmark”

Det fortrolige brev er dateret den 15.4.1942. Nu skal man jo ikke nødvendigvis tage sådan et brev for et sandhedsvidne, men det er i hvert fald endnu en oplysning, som indikere at John Olsen talte nazisterne efter munden, da de kaldte ham ind til samtale, men gjorde det stik modsatte i virkeligheden. Dette i en grad, så han blev bemærket for det af denne stikker. Der har været god grund til, at John Olsen i store dele af besættelsestiden gemte sig ude på landet.

13.3.2017:

Historien om Saga Studio er blevet anmeldt i Filmmagasinet Ekko.

Se: Anmeldelse.

Det gør naturligvis glæden ved den flotte anmeldelse endnu større, at den er skrevet af dansk filmhistories Grand Old Man: Morten Piil, der om nogen ved besked med den periode, som bogen omhandler.

31.12.2016:

Der er i dag en stor flot artikel om Historien om Saga Studio i Berlingske

Artiklen er skrevet af Jacob Wendt Jensen, som har fået trukket mange af de væsentligste elementer af historien om John Olsen og Saga Studio frem.

Det er en stor glæde for os, hvis vores bog på den måde kan være med til at fastholde et godt eftermægle for John Olsen og hans legendariske filmselskab.

Godt nytår!

24.12.2016:

Rigtig glædelig jul til alle.

Historien om Saga Studio er den 16.12.2016 blevet anmeldt på Excited Reading. Anmelderen Lars Flemming har tilsyneladende læst bogen på præcis den måde, som vi havde håbet på.

30.10.2016: